Vaderhavet   

Ole Andreassen

Foto: Peter Lassen

Jagt og natur ved Vadehavet

Fiskeri- og Søfartsmuseets Forlag, Esbjerg. ISBN 978-87-90982-89-8

287 s, Indbundet, gennemillustreret, 295, kr

Jeg fik gåsehud på armene og ståpels på ryggen, da jeg modtog denne bog til anmeldelse. For den rammer mig lige i krydsfeltet mellem store personlige interesser, som efterkommer af en slægt, der er udsprunget af Vadehavsegnen i tiden lige efter den anden store manddrukning i 1634, som etnograf med interesse for samspillet mellem mennesker og natur i naturbeskyttede områder, og som opdrætter af jagthunde.

Det er en i særklasse indbydende bog, som skribent Ole Andreassen og fotograf Peter Lassen her har begået. Fra første øjekast fanges man ind af bogens mange stemningsmættede fotos af natur, vildt og jagt i et unikt og storslået landskab, som var det en af de ”coffee table books”, storvildtjægere bringer med hjem fra deres livs safari til mere eksotiske himmelstrøg. Vadehavsbeboernes jagtaktiviteter er dog ikke storvildtjagt, men den jævne mands jagt, historisk set en økonomisk nødvendighed, og til alle tider underlagt naturens barske præmisser i et evigt foranderligt landskab, hvor bakker på 19 meters højde over havet betegnes bjerge, og hvor det livgivende og gavmilde hav samtidig udgør en vældig naturkraft med magt til pludselig at overskylle og opsluge alt liv. Bogen er blevet til over mange års jagtekspeditioner, og Ole Andreassen fortæller med stor viden og indlevelsesevne om dette enestående område, vi får jagten, naturen og dets jægeres kærlighed til Vadehavet helt ind under huden.

Bogen falder i tre hovedafsnit: vadehavsjagten i historisk perspektiv, beretninger om jagten i dag og en gennemgang af den fredningspolitik, der i stigende grad har begrænset jagtens muligheder i området.

Historisk bar vadehavsjagtens metoder ofte præg af fangst; bøsser og patroner var dyre, så det var en kunst at få flere fugle i ét skud. Det var jagt for føden og lidt småhandel, og overflod blev byttehandlet lokalt helt op i nutiden. Vi hører om den farlige jagt på vader og sand, om fuglekøjer, hvor store mængder af ænder kunne fanges ved hjælp af levende lokkeænder uden løsning af ét eneste skud, om tøndejagt, hvor jægeren sidder i en kasse i niveau med tidevandet, om natlig skubkanejagt på sandet og om gåsejagt med garn, jagtmetoder, der nu enten er forbudt eller kun kan udøves fra ganske få lokaliteter.

Nu om dage har vadehavsjagten bevæget sig fra at være lokalbefolkningens subsistensjagt til at være en fritidsbeskæftigelse. Vi kommer bl. a. med på bekkasinjagt i Tøndermarsken, edderfuglejagt i vand til livet, kaninregulering på Fanø, gåse- og harejagt på Mandø, og minsandten om vi ikke også møder et par garvede rævejægere og to Jack Russell-terriere på reguleringsjagt på Naturstyrelsens arealer i marsken.

Det løber som et tema gennem bogen, at de mange fredningsbestemmelser også skaber problemer: ”Naturkræfterne giver og tager af forlandet fra år til år, og det lægger fredningerne ikke op til. De faste regler og rammer, som er gældende i dag, virker derfor som en hæmsko for, at den tilladte jagt kan tilpasses de forandringer i landskabet, som finder sted ganske hyppigt, og som er så karakteristiske for Vadehavet … jagtreguleringen kunne med fordel i højere grad tage hensyn til landskabets foranderlighed” (s. 244).

Bogen er smukt redigeret og layoutet, dejligt fri for unødig ”larm” fra leg med smarte typografier og grafisk blikfang. Dog kunne jeg have ønsket mig, at bogens kort havde været bedre forsynet med stedsangivelser. To søkort illustrerer fint, at her er tale om et marint miljø, som naturen til stadighed flytter om på, og ligeledes illustrerer to andre kort de skiftende forvaltningstiltag i området over tid, men netop derfor ville det have været befordrende, om alle de lokaliteter, der refereres til i teksten, havde været tydeligt markerede konstanter i det evigt variable landskab.

Jeg håber, at Fiskeri- og Søfartsmuseets Forlag vil kunne finde midler til at udgive denne væsentlige bog på engelsk, så det internationale publikum, for hvem Vadehavet er Verdensarv, også kan få glæde af den. Det fortjener den.

Nina Johnsen