hundepote-sort

John Bradshaw: In Defense of Dogs.

Why dogs need our understanding.

Allan Lane, UK. ISBN 978-1-846-14295-6.

352 sider, Hardcover.

£9.99. Fås også som e-bog til Kindle

Hunden har været menneskets tro følgesvend i årtusinder. Den har tjent og hjulpet os på utallige måder; med os på jagt, vogtet vore hjem og vort kvæg, trukket vores slæder, forsvaret os og reddet os. Indtil for små hundrede år siden arbejdede hunde for føden som hver enkelt specialiseret race var avlet til. Nu hvor de allerfleste hunde lever som kæledyr, er det hunden, der har brug for hjælp til at finde sin nye rolle, en rolle hvor mange af de færdigheder, der er blevet fremavlet blot er irriterende og generende. Vagthunderacer der gør, hyrdehunde der forsøger at samle cyklistflokken, og terrierracer der splitter pivelegetøj ad, fordi pivende dyr jo skal aflives. Irriterende, på trods af at hunde som regel er bedre afrettede end vores børn.

Vi skal lære at forstå hundenes behov. Forskeren, biologen John Bradshaw mener, at det er på tide at nogen af os stiller op til forsvar for ”hundeheden”. Ikke karikaturen af ulven forklædt som hund, parat til at dominere sin svage ejer, ej heller præmiehunden, der med rosetter og championship støtter ejerens ego, og hvor avlen, med fokus på udseende frem for brugsegenskaber har ført til arvelige sygdomme som Legg-Calvé-Perthes. Nej, den almindelige hund, der ønsker at være en del af familien, at være sammen med os, gerne arbejde sammen med os... og at nyde livet. Forfatteren går – som mange nyere forskere – imod den hidtil herskende misforståelse af ulve i flok som værende i evig kamp om hierarkisk placering, hvilket reelt kun forekommer i ulveflokke, der er blevet dysfunktionelle som følge af menneskets indgriben. Denne misopfattelse, som oberst Konrad Most byggede sine træningsprincipper på, hvor mennesket for at få held med sin træning af hunden, over for hunden skulle demonstrere sit fysiske og psykiske overtag. Most har domineret hundetræning og hundepsykologi helt op til nu.

Bradshaw mener ikke, at man kan forstå hunde ved at se dem som forklædte ulve i dagligstuen; hunde skal forstås som… hunde.

Bogen bygger på nye forskningsresultater, ny videnskabelig viden om hunde, og er bestemt, trods sin akademiske tilgang, værd at læse. Forstå hvad en af planetens mest succesfulde racer, vores bedste ven, ville bede os om… hvis blot den vidste hvordan.

Læs bogen og bliv udfordret på meget af det, du tror, du ved om hunde.

 

John Krouel